40-årig mand kørte ind i autoværnet på Djurslandmotorvejen

Arkivfoto: Østjyllands Politi.

SKØDSTRUP: En 40-årig mandlig bilist, der søndag ved middagstid kørte ind i autoværnet på Djurslandmotorvejen ved Skødstrup, blev efterfølgende sigtet for narkokørsel, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport mandag.

En politipatrulje var inden uheldet  på vej til området for at standse bilisten. En kvinde havde nemlig kort forinden kontaktet politiet, fordi den 40-årige kørte slingrende, og borgeren mistænkte derfor bilisten for at være påvirket. Han havde påkørt nogle orange plastikkegler, lige før kvinden tog kontakt til politiet.

Inden politipatruljen nåede frem, kørte den 40-årige ind i autoværnet og bilen endte i rabatten.

Den 40-årige nægtede over for betjentene, at han var påvirket, men fortalte, at han var overtræt – og at en 29-årige kvindelig passager forstyrrede hans kørsel. Ingen af dem kom tilskade ved påkørslen af autoværnet.

Det fremgår ikke af døgnrapporten om den 40-årige blev narkotestet på stedet, men han blev sigtet for narkokørsel, og han blev derfor taget med på politistationen, hvor der blev taget en blodprøve, der skal fastslå, om han var påvirket under kørslen.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.