AARHUS: En 38-mand fra Aarhus blev ved Retten i Aarhus tirsdag idømt fem års fængsel for at have medvirket til sprængning af tre bankautomater i Horsens, Auning og Odder sidste år.
Desuden blev den 38-årige dømt for at have forvoldt fare for politifolk, da han, i forbindelse med en flugt den 20. december 2016 fra Odder, kastede partisansøm ud foran flere politipatruljer. Samtidig blev han dømt for et indbrud på Royal Casino i Aarhus begået i februar 2016.
Den 38-årige er den tredje person til at modtage dom i sagen, og der er nu idømt i alt 12½ års fængsel til de tre gerningsmænd, der alle er i 30’erne og fra Aarhus-området.
“Jeg er tilfreds med dommene i sagerne”, siger anklager ved Østjyllands Politi Rasmus Gyldenløve i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
“Det er positivt, at politiets hårde arbejde i forbindelse med efterforskningen af sagen har ledt til domfældelser, og at straffenes længde afspejler alvorligheden af de begåede forbrydelser. Desuden noterer jeg mig, at der ikke siden anholdelsen af gruppen er konstateret nye forhold vedrørende sprængninger af banker i Østjylland.”
Berigelsessektionen i Østjyllands Politi har efterforsket sagen, hvor flere banker i Østjylland i løbet af 2016 oplevede, at bankautomater blev sprængt i luften midt om natten. Sprængningerne medførte store tab – både i form af udbytte fra automaterne og i forbindelse med de omfattende ødelæggelser på bygninger og inventar.
Længere tids intensiv og målrettet efterforskning har medført opklaring af forhold begået i Horsens, Grenaa, Auning, Give og Odder, hvor bankautomater blev sprængt i luften.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.