HJORTSHØJ: En 23-årig mand blev anholdt for cykeltyveri kort efter han onsdag eftermiddag havde taget en cykel ved en ejendom i Hjortshøj, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport torsdag den 10. juni.
Han forklarede betjentene, at han kun ville låne cyklen, og at han havde til hensigt at stille den tilbage efter brug.
Den forklaring godkendte betjentene ikke, og han blev sigtet for tyveri af cykel.
Den 23-årige blev afsløret, da han på cykel kørte bort fra det hus, hvor han havde stjålet den. Den stod ulåst. En beboer i huset kom hjem fra arbejde i sin bil netop samtidig, som den 23-årige kørte væk fra stedet med sønnens cykel.
Bilisten kørte efter den 23-årige og fik standset ham. Samtidig blev politiet tilkaldt.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Hjortshøj på Facebook her.