En 22-årig mand fra Aarhus står til at skulle betale 22.600 kr. i erstatning til en diskoteksejer efter han oversprøjtede forlystelsesstedet med smørsyge, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har afsluttet efterforskningen, udfærdiget et anklageskrift og sendt sagen til beramning i Retten i Aarhus.
Den 22-årige blev afvist ved indgangsdøren, fordi han på det pågældende diskotek tidligere havde opført sig dårlig på stedet. Inden han forlod stedet truede han med, “at her vil komme til at stinke”.
Sprøjtede med smørsyre
Senere vendte han tilbage med smørsyren, skaffede sig adgang ved at bryde en dør op til diskotekets baglokale. Derefter sprøjtede han med smørsyren og forlod stedet.
Smørsyren, der lugter meget grimt, fik flere gæster til at forlade diskoteket. Efterfølgende blev der iværksat en grundig rengøring på stedet.
“Det er ikke første gang, vi hører om, at unge, der er utilfredse over at blive afvist ved diskoteker, forsøger at hævne sig ved at sprøjte ildelugtende smørsyre ind på diskotekerne. Det er et relativt nyt fænomen, som vi har øget fokus på i nattelivet,” siger politikommissær Kristian Harlev Sørensen, der er leder af Østjyllands Politis specialpatrulje, i pressemeddelelsen.
Den 22-årige står også til en straf for hærværk og ulovlig indtrængen, når sagen bliver indbragt for en dommer ved Retten i Aarhus.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.