HASLE: En 20-årig mand blev efter et rutinetjek af en bil på en tankstation på Ryhavevej onsdag den 23. januar sigtet for at modsætte sig anholdelse og for ikke at ville oplyse sit navn til politiet, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport.
Bilen holdt i tomgang på tankstationen omkring kl. 22.15, og en politipatrulje besluttede sig for at tjekke bilen. De bad derfor blandt andet bilens fører og den 20-årige, der var passager i bilen, om at oplyse navn og fødselsdato.
Den 20-årige mente ikke, at det kom politiet ved, når han ikke havde lavet noget ulovligt.
Politibetjentene oplyste ham om, at man ifølge lovgivningen har pligt til at oplyse navn og fødselsdato til politiet, men det gjorde stadig ikke indtrykt på den 20-årige. Han nægtede fortsat at fortælle, hvem han er.
Da betjentene tog fat i ham for at anholde ham, gjorde han ifølge døgnrapporten modstand. Derudover brugte han skældsord om betjentene.
Skældsordene betød, at han også blev sigtet for at fornærme politiet.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.