18-årig butikstyv slog vidne i ansigtet under flugt fra butikspersonale

Arkivfoto: Østjyllands Politi.

RISSKOV: En 18-årig mand blev mandag formiddag den 6. april anholdt for et røveri mod en af Meny-butikkerne i Risskov, fremgår det af Østjyllands Politis offentliggjorte døgnrapport tirsdag. Politiet oplyser ikke noget om hvilken meny-butik, der er tale om.

Den 18-årige var sammen med to kammerater gået ind i butikken lidt efter kl. 9.00. En ansat i butikken holdt øje med drengene, og da de forlod butikken, blev de bedt om at vise, hvad de havde i lommerne.

Det ønskede drengene ikke, og de stak af fra stedet.

Ikke langt fra butikken var en chauffør fra et fragtfirma ved at læsse pap af, da han hørte, at der blev råbt “Stop ham” efter den 18-årige. Chaufføren ville standse den 18-årige og stilte sig ud foran ham.

Den 18-årige slog imidlertid chaufføren i ansigtet – og dermed blev butikstyveriet til et røveri, der har en væsentlig højere strafferamme end butikstyveri.

Det lykkedes imidlertid at tilbageholde den 18-årige, der kort efter blev anholdt af politiet og sigtet for røveri.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Risskov på Facebook her.

Udgivet
Kategoriseret som Aarhus