14-årig dreng anholdt i bus på vej mod Aarhus

Arkivfoto: Østjyllands Politi

SKØDSTRUP: En 14-årig dreng blev tirsdag aften ved 22-tiden efter en voldsepisode på Grenåvej anholdt i en bus, der var på vej mod Aarhus, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport onsdag den 29. april.

En politipatrulje stoppede bussen kort efter at den 14-årige var steget ombord ved et stoppested.

Den 14-årige havde forinden været i et skænderi med en anden 14-årig dreng på Grenåvej. Her havde den anholdte trukket en kniv og sparket offeret.

Vidner havde kontaktet politiet, der var på stedet hurtigt. I bussen fandt de en urtekniv og en bushammer på den anholdte 14-årige.

De sociale myndigheder og den anholdte drengs forældre blev underrettet, og det er nu op til Ungdomskriminalitetsnævnet, hvad der videre skal ske i sagen.

De to drenge kendte hinanden i forvejen. Offeret kom ikke umiddelbart til skade, efter han blev sparket, fremgår det af politiets døgnrapport.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Skødstrup på Facebook her.