Politiet efterlyser formodet voldtægtsmand

Østjyllands Politi efterlyser denne mand i forbindelse med en voldtægt begået i Rosenkrantzgade den 7. juli. Foto: Østjyllands Politi.

AARHUS: Østjyllands Politi har torsdag formiddag offentliggjort et billede af en formodet gerningsmand til en voldtægt, der blev begået den 7. juli i Aarhus.

En 52-årig kvinde anmeldte lidt efter kl. 6.00 om morgenen, at en mand, som hun kort forinden havde mødt på banegården, havde voldtaget hende i en baggård i Rosenkrantzgade.

Den 52-årige havde ledt efter et toilet, og den formodede voldtægtsmand, som hun tilfældigvis mødte på banegården, havde hjulpet hende med at finde et. Her var de endt i baggården i Rosenkrantzgade, hvor gerningsmanden havde overfaldet og voldtaget hende, fremgår det af en pressemeddelelse, som Østjyllands Politi har udsendt.

Efterfølgende løb den formodede gerningsmand væk fra stedet i retning mod Ryesgade.

Gerningsmanden beskrives som cirka 22 år, 175 cm høj og slank. Han har et smalt ansigt og sort hår, der er klippet kort. Han er mørk i huden og somalisk af udseende. Han talte dansk.

Har man oplysninger om den formodede gerningsmand kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.