Jernbanebommene på Sønderskovvej i Lystrup var defekte lørdag morgen. De gik ikke op igen efter et tog kørte forbi ved 8-tiden, og klokkerne blev ved med at ringe.
Mandskab fra Banedanmark blev tilkaldt, og bommene fungere normalt igen cirka et kvarter efter kl. 9.00.
Det var Østjyllands Politi, der få minutter efter fejlen opstod, fik en telefonopringning fra en borger, som henvendte sig til Banedanmark.
Regn eller lyn
Pressevagten hos Banedanmark Bent Halstad har ingen oplysninger om, hvad der var årsagen til fejlen.
“Det kan være f.eks. voldsom regn eller lyn, der får de elektriske installationer til at gå i stykker, men vi ved ikke, hvad der forårsagede fejlen i morges,” siger han.
På en facebook-gruppe for folk i Lystrup er det oplyst, at flere bilister kørte over jernbanen mens bommene var nede, og at der skulle være opstået en situation, hvor en bilist var 10 meter fra at blive ramt af et tog.
Ulovligt at køre over
“Vi har ingen oplysninger om, at det skulle have været tæt på at ske et sammenstød,” fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Carsten Dahl.
“Vi var ikke i Lystrup i morges. men det vigtigste er, at der ikke kommer nogen til skade, og derfor kontakter vi straks Banedanmark, når vi hører om en fejl. Det er klart ulovligt at køre over, når bommene er nede. Det er noget, som vi nogle gange ser, når der er fejl på bomanlæg, at bilister alligevel kører over, og vi noterer selvfølgelig dem, der gør det, hvis vi er tilstede.”
Heller ikke Banedanmark har nogen oplysning om, at et tog og en bilist skulle være tæt ved at køre sammen.
“Vores opgave er så hurtigt som muligt at få udbedret skaden, og det gjorde vi,” fortæller Bent Halstad.