Indbrudstyv smed abe fra sig under flugt fra politiet

politi3OPDATERET En 20-årig mand fra Harlev blev fredag formiddag varetægtsfængslet i fire uger ved et  grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for indbrud begået torsdag. Han blev fundet i en kælderskat af en politihund efter en længere eftersøgning.

Den 20-årige blev opdaget, da han kort før middag torsdag forsøgte at begå et indbrud i en ejendom på Silkeborgvej.

En motorcykelbetjent, der var først på stedet, så den 20-årige løbe væk fra området. Efterfølgende fik en politihund hurtig færden af den formodede gerningsmand.

Eftersøgningen førte hunden og betjente gennem flere haver. Den 20-årige havde forceret flere hegn – sågar en tjørnehæk – på vej væk fra gerningsstedet. Han forsøgte at gemme sig i en kælderskat ved en anden bolig på Silkeborgvej, men hunden havde stadig færden af ham.

Udover indbrudsforsøget på Silkeborgvej blev den 20-årige også  sigtet for et indbrud, der blev begået på Oehlenschlægervej i Aabyhøj tidligere på dagen.

Under flugten fra politi og politihund havde den 20-årige smidt en plastikpose fra sig, der indeholdt effekter fra det indbrud. Udover et par bærbare computere var det også en Kaj Bojesen-abe i træ.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.