Opmærksom nabo hjalp politiet med at fange indbrudstyv

AABYHØJ: En opmærksom beboer, der kontaktede politiet, fordi der gik en ukendt mand rundt i naboens have, hjalp onsdag aften den 22. november politiet med at fange en indbrudstyv. Han sidder nu varetægtsfængslet sigtet for fire indbrud – tre af den begået tidligere på året.

Da politiet få minutter senere ankom til stedet, var den ukendte mand brudt ind i huset, der ligger på Helgesvej, og gik rundt for at se, hvad han kunne tage med.

Manden, der senere blev identificeret som en 30-årig mand, der i forvejen er kendt af ordensmagten, forsøgte at flygte, da han blev opmærksom på politiet. Det slap han dog ikke godt fra.

Anklagemyndigheden besluttede at forsøge at få den 30-årige mand varetægtsfængslet torsdag. Det lykkedes. Den 30-årig blev varetægtsfængslet i fire uger. Politiet kunne nemlig knytte ham til tre andre indbrud, der blev begået tidligere på året.

Den årvågne nabo havde først lagt mærke til, at lyset i indkørslen, hvor indbruddet skete, blev tændt. Naboen synes, at det var lidt underligt, fordi han vidste, at der ikke var nogen hjemme. Da han kort efter så en mand gå rundt i haven, kontaktede han straks politiet.

Politiet oplyser ikke noget om, hvorfor den 30-årige knyttes til tre tidligere indbrud.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.