Det bliver beredskabschef Lars Hviid fra beredskabet i Aarhus, der bliver direktør for Beredskab Østjylland, der bliver etableret fra nytår.
Han tiltræder dog allerede stillingen den 1. september, så han kan forberede sammenlægningen af beredskaberne i Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommuner.
Lars Hviid er 58 år, og han har været beredskabschef i Aarhus siden 2010.
Han blev valgt i et felt af 21 ansøgere. Han har sin baggrund i Civilforsvaret, og har været brandinspektør siden 1991 i Tønder – en stilling han fortsatte i, da titlen blev beredskabschef i forbindelse med kommunesammenlægningen til Ny Tønder Kommune.
I 2009 kom han til Aarhus som viceberedskabschef, og her satte han sig i chefstolen året efter.
En vigtig begrundelse for valget er, at Lars Hviid “har støvlerne på” i forhold til de ansatte, samtidig med at han har stor ledelseserfaring i branchen. Han har blandt andet tidligere deltaget i større sammenlægninger, fortæller Lisbeth Binderup, der er formand for den politiske styregruppe, som de fire kommuner har dannet, til beredskabsinfo.dk.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.