Falsk bankbud fik lang næse i Lystrup

Foto: Østjyllands Politi.

LYSTRUP: En 72-årig kvinde fra Lystrup udleverede ikke sit bankkort, da et falsk bankbud kontaktede hende på den 72-åriges bopæl for at få udleveret hendes bankkort tirsdag den 14. juli. Hun kontaktede i stedet for politiet, fremgår det af den offentliggjorte døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 15. juli.

Politiet roser den 72-årige kvinde og tre andre ældre borgere i Østjyllands Politikreds, der i løbet af tirsdagen blev kontaktet af falske repræsentanter fra pengeinstitutter i forsøg på at lokke bankkort og kodeord fra dem – formentlig i et forsøg på at hæve penge fra deres bankkonti.

Den 72-årige kvinde – og de tre andre borgere – fattede mistanke til det falske bankbud og afviste at udlevere sit bankkort til den pågældende, der måtte forlade stedet med uforrettet sag.

Selv om politiet landet over de seneste måneder har opklaret flere sager om falske bankbude, og har fået idømt mange af bagmændene fængselsstraffe, modtager de fortsat mange henvendelser om forsøg på at franarre ældre personer deres bankkort og bankoplysninger.

“Godt gået af alle de opmærksomme borgere, som hver især fik afvist de falske bankbude”, skriver politiet i døgnrapporten og opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om kodeord og andre oplysninger over telefonen.

“Banken vil aldrig ringe dig op og bede om at få udleveret bankoplysninger, og du skal derfor bare smække røret på, hvis du en dag bliver ringet op fra en ukendt person, der eksempelvis påstår, at du er i færd med at blive svindlet”, skriver politiet også.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.