AARHUS: Tre mænd blev torsdag den 2. november fængslet i fire uger sigtet for mindst seks indbrud i Aarhus-området, hvor der blev stjålet designermøbler og elektronik for flere hundrede tusind kroner, oplyser Østjyllands Politi.
Indbruddene er sket inden for tre måneder frem til september.
Anholdelsen af mændene skete samtidig onsdag eftermiddag flere steder i Aarhus efter politiet har efterforsket sagen i en længere periode.
De tre fængslede – der er henholdsvis 24 år, 30 år og 35 år – er alle fra Aarhus-området.
Den 30-årige tilstod de forhold, som han er sigtet for, mens de to andre nægtede sig skyldige.
Den 24-årige er desuden sigtet for i oktober at have deltaget i et indbrud i en telebutik, hvor der blev stjålet telefoner for over en kvart million kroner, ligesom han også sigtes for et indbrud i september i en Matas-butik, hvor der blev stjålet et stort antal parfumer.
En fjerde mand blev tilbageholdt i forbindelse med anholdelserne, men han blev løsladt efter afhøring og er nu sigtet for hæleri.
“Vi mener, at der er tale om organiserede indbrud,” siger politikommissær Mikael Larsen i en pressemeddelelse, som politiet har udsendt i sagen.
“Desuden formoder vi, at der er andre gerningsmænd i netværket, og der er stadig et større efterforskningsarbejde i sagen.”
Det fremgår ikke af oplysningerne, hvor de seks indbrud er begået.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
1 kommentar
Der er lukket for kommentarer.