En 39-årig mand fra Viby J er i dag ved Retten i Aarhus blevet idømt seks års fængsel for at forsøge at slå sin tidligere samlever ihjel med en kniv foran en daginstitution, hvor hun hentede deres fælles barn.
Overfaldet skete den 2. september sidste år. Den 27-årige kvinde havde netop hentet parrets knap 3-årige søn i institutionen, da hun blev overfaldet og stukket med flere knivstik. Den 39-årige stak herefter af fra stedet med drengen, og efterlod den 27-årige kvinde livsfarligt kvæstet.
Takket være hurtig og livreddende førstehjælp fra personale på institutionen, vidner og politiets patruljer på stedet overlevede kvinden overfaldet, men hun har fået varige fysiske og psykiske mén.
Kort tid efter overfaldet blev den 39-årige anholdt på en adresse i nærheden, hvor han opholdt sig med sønnen.
“Det er tale om en meget grov sag, hvor jeg ikke mener, der kan være tvivl om, at den 39-årige havde til hensigt at dræbe sin tidligere samlever,” siger anklager ved Østjyllands Politi Dorthe Lysgaard, der var anklager i sagen.
“Det har retten i dag erklæret sig enig i. Tiltalte er dømt efter anklageskriftet, og dommen på de seks år er helt i tråd med praksis på området,”
Mandens forsvarer gik efter at få sin klient dømt for grov vold, frem for forsøg på manddrab, og den tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
Lettere redigeret pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.