
Østjyllands Politi efterlyser en medgerningsmand til to grove gaderøverier på Ny Munkegade i det centrale Aarhus den 1. november 2014. Her blev to mænd på vej hjem fra byen tilbageholdt og frarøvet deres mobiltelefoner.
Den ene af de to gerningsmænd er anholdt. Han har erkendt begge forhold og er nu blevet varetægtsfængslet, men politiet efterlyser hans medgerningsmand og har fredag offentliggjort et billede af en mand, som de mener er den eftersøgte.
Ved det første røveri, der skete klokken 05.00, blev en mand passet op af de to gerningsmænd. Den ene tog fat om halsen på ham, mens den anden gerningsmand rev telefonen ud af hånden på ham.
To røverier på en halv time
Blot 20 minutter senere blev en anden mand passet op, da han var ved at låse sig ind på sin bopæl. Også her tog den ene gerningsmand halsgreb på ham og holdt hans arm fast bag på ryggen, mens den anden rodede hans lommer igennem for at få fat i hans mobiltelefon.
Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan genkende manden på billedet på telefon 114.
1 kommentar
Der er lukket for kommentarer.