LYSTRUP: Østjyllands Politi har onsdag den 23. april offentliggjort en video af en gerningsmand, der gennemførte et røveri på Q8-tankstationen i Lystrup den 22. marts kl. 16.35. Politiet håber på den måde at kunne få fat i gerningsmanden, hvis nogen i offentligheden kan genkende ham.
Den efterforskning, som Østjyllands Politi har gennemført siden røveriet, har ikke givet noget resultat, og politiet håber at kunne få hjælp fra offentligheden ved at offentliggøre videoen. Efter røveriet flygtede gerningsmanden over Sønderskovvej og ind i boligområdet Lystruplund.
Få minutter senere var den første patruljevogn ved gerningsstedet. Gerningsstedet blev grundigt gennemgået for spor, ligesom flere patruljevogne kørte rundt i området for at finde gerningsmanden. Men det lykkedes ikke at pågribe ham.
Gerningsmanden beskrives som en mand i alderen 20-30 år med mellemøstligt udseende. Han er almindelig af bygning og med en højde på 160-170 cm. Han talte dansk under røveriet.
Han var iført en grøn jakke med hætte af mærket Moncler med hvid skrift i siden, en hvid trøje, mørke joggingbukser med hvide Adidas-striber og hvide kondisko. Han havde et armbåndsur på venstre håndled og var maskeret med et blåt mundbind.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis du har oplysninger om gerningsmanden eller eventuelt ved, hvor han opholder sig.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.