Omskåret dreng var i livsfare

retten i aarhusEn 48-årig mand, bosat i det vestlige Aarhus, er torsdag ved retten i Aarhus idømt tre måneders fængsel for at have omskåret en tre måneder gammel dreng, der efterfølgende var i livsfare, da han blev indlagt på Aarhus Universitetshospital.

Omskæringen fandt sted på en adresse i Viby i januar. Få dage efter blev den lille dreng indlagt på Aarhus Universitetshospital med livstruende infektioner og blodforgiftning som følge af omskæringen.

Hospitalet kontaktede Sundhedsstyrelsen, der anmeldte forholdet til politiet.

Manden er dømt efter straffelovens §245, stk.1, der omhandler grov vold, og det er, så vidt vides, første gang, der er rejst tiltale, og afsagt dom, efter den paragraf i straffeloven i sager om omskæring.

– Jeg er ikke bekendt med, at man tidligere har sidestillet omskæring af børn med grov vold, så jeg er meget tilfreds med dommen, hvor retten slår fast, at det er en overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser at foretage sådan et indgreb, siger anklager ved Østjyllands Politi Dorthe Lysgaard.

Dom anket til Vestre Landsret

Den 48-årige mand er også dømt for overtrædelse af autorisationsloven, da han foretog indgrebet uden at have autorisation som læge. Han er tidligere straffet for overtrædelse af autorisationsloven i forbindelse med en anden sag om omskæring af børn.

Manden har hele tiden nægtet sig skyldig, og han har anket dagens dom til landsretten.

Lettere redigeret pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.