Hjortshøj: Byrådet skal godkende 4 mio. kr. til multihal

Foto: Aarhus Kommune.
Foto: Aarhus Kommune.

Byrådet skal på sit møde onsdag den 9. marts endelig godkende en bevilling på fire mio. kroner til at bygge en multhal i Hjortshøj.

Det sker, når byrådet skal behandle et forslag om udmøntningen af det skolestrukturforlig, som Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF indgik i 2012.

Forliget er nu gennemført, og salgene af Vejlby Skole og Kolt Skole har givet penge i kassen, som forligspartierne har fordelt penge til andre projekter – og det er her, at der er blevet fire mio. kr. til den længe planlagte multihal i Hjortshøj.

Der bliver også givet et tilsvarende beløb til multihaller i Harlev og Mårslet. I Mårslet, hvor projektet er længst fremme, bliver hallen bygget i tilknytning til skolen, og den skal bl.a. være med til at forbedre skolens kantineforhold.

Der er også blevet penge til et treårigt projekt til motionsfremme i de aarhusianske skoler.

På forhånd har de tre forligspartier indgået en aftale om fordelingen af pengene, og da de tre partier har flertal i byrådet, er det intet, der tyder på, at pengene til multihallen i Hjortshøj ikke bliver bevilget, selv om byrådet i øjeblikket er i færd med at gennemføre besparelser på flere kommunale driftsområder.

Multihallen i Hjortshøj planlægges opført i tilknytning til Virupskolen i forbindelse med en udbygning af skolen, der ventes klar til brug i 2017. Multihallen har et budget på 18,3 mio. kroner, hvor det er meningen, at byens borgere skal indsamle 1,5 mio. kroner.

Det er planen, at multihallen skal indeholde idrætshal, motionscenter, klublokaler med en lille café.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

1 kommentar

Der er lukket for kommentarer.