AARHUS: En 21-årig mand blev tirsdag den 28. november fængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus efter han tirsdag morgen blev taget på fersk gerning ved et indbrud på Farsundvej i Aarhus N.
To betjente traf den 21-årige i husets have, da de nåede frem til gerningsstedet. Han havde et koben i en taske, og i haven lå en alarmsensor, som han havde taget i huset.
Ved huset holdt også en cykel klar, som den 21-årige kunne køre væk fra stedet på. Den var også stjålet fra ejendommen.
Den 21-årige er også sigtet for brud på knivloven, da han havde en ulovlig kniv på sig.
Politiet fik en anmeldelse om indbruddet omkring kl. 7.30, og kort efter blev den 21-årige anholdt.
Den 21-årige erkendte forholdene i grundlovsforhøret.
Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.