Arkitema skal tegne svensk forstad

albyDet aarhusianske arkitektfirma Arkitema har vundet en arkitektkonkurrence om opbygningen af en svensk forstad til Stockholm. Projektet omfatter 27.000 kvadratmeter boliger fordelt på 450 husstande.

Den nye bydel skal bygges i forstadskommunen Botkyrka, og det er Arkitemas hastigt voksende  lokalkontor i Stockholm, der skal stå for det meste af opgaven. Det er byggefirmaet Titania, der er bygherre på projektet.

Det er første gang i 35 år, at der bygges nye boliger i Botkyrka Kommune. Området bygges op omkring en metrostation i bydelen Alby.

Centralt torv

Her vil man i fremtiden blive mødt af et centralt torv med beplantning, der fører videre ud i et grønt strøg, som med beplantning og grønne lommer til ophold skal forsøge at blive identitetsskabende for området.

Udover det fælles landskabsstrøg deler etagehusene grønne gårdrum, og rækkehusene har private haver foran husene.

“Denne opgave er udtryk for den massive befolkningstilvækst, som Stockholm oplever i disse år”, forklarer partner hos arkitema  Jørgen Bach.

“Fra politisk side har man fokus på at udvikle forstæderne til levende og bæredygtige byer med varierede boliger og grønne fællesskaber. Nærværende projekt konkretiserer nogle af disse visioner”.

Omskrevet pressemeddelelse fra Arkitema.

Du kan tilmelde dig Aarhus I Dag på Facebook her.