Politiet: Lystrup-røver anholdt mandag

Foto: Østjyllands Politi

LYSTRUP: Østjyllands Politi anholdte mandag en 16-årig dreng, der bl.a. sigtes for røveriet i Lystrup Kiosk den 27. november. Den 16-årige blev tirsdag formiddag den 11. december fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Drengen er sigtet for yderligere et røveri og et forsøg på røveri, hvor fremgangsmåden minder om det, der skete i Lystrup.

Dagen efter røveriet i Lystrup er den 16-årige sigtet for et røveri mod en tankstation på Hovedgaden i Hasselager, hvor han med en kniv truede sig til penge.

Det tredje røveri blev begået den 30. november i en kiosk på Sønderbrogade i Aarhus, hvor han med en kniv også forsøgte at få fat i penge, men her opgav han og stak af.

Han var maskeret i forbindelse med alle tre røverier.

Det var den offentliggjorte video af røveriet i Lystrup, hvor det blandt andet viste sig, at gerningsmanden havde en noget speciel gangart, der bragte politiet på sporet af den 16-årige.

Politiet fik et tip om, hvem det kunne være, og den yderligere efterforskning bekræftede politiets mistanke, så man kunne skride til anholdelse mandag.

Resultatet af tirsdagens grundlovsforhør, der blev holdt for lukkede døre, foreligger endnu ikke.

Læs også:

Politiet offentliggør video af røver fra Lystrup Kiosk

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

2 meninger om “Politiet: Lystrup-røver anholdt mandag”

Lukket for kommentarer.