Politiet: Brand på Elsted Skole var muligvis påsat

Foto: Elsted Skole.

ELSTED: Branden på Elsted Skole fredag aften den 19. april var muligvis påsat, oplyser Østjyllands Politi i en mail til Aarhusidag.dk

“Vi har mistanke om, at branden er påsat, og vi efterforsker den derfor nærmere”, skriver kommunikationsrådgiver Jacob Christensen.

Branden blev opdaget fredag aften omkring kl. 21.00, hvor en person, der gik forbi skolen, opdagede røg fra taget.

Østjyllands Brandvæsen blev tilkaldt, og branden kom hurtigt under kontrol. I løbet af en time var slukningen overstået. Branden var opstået tæt på et ovenlysvindue i skolens idrætshal.

“Det var godt, at vi kom i tide, for ellers kunne branden have taget hele taget,” sagde indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, Steen Bøje, til Stiften.dk. kort efter slukningen var overstået.

Han vurderede, at branden skyldes, at der var sket en kortslutning i elinstallationerne, eller at den havde noget at gøre med, at der i øjeblikket er håndværkere på skolen.

Det har ikke været muligt at få politiet til at uddybe mistanken om, at branden skulle være påsat. Politiet oplyser kun, at det var i forbindelse med nærmere undersøgelser på stedet, at mistanken om at at branden var påsat opstod.

Tidligt søndag morgen brændte bogtårnet i Hovmarksparken ved Hyldehaven. Alarmen indløb lidt før kl. 6.30, og Østjyllands Brændvæsen fik hurtigt branden slukket. Her oplyser politiet, at brandårsagen er ukendt.

Søndag aften blev der igen tilkaldt brandbiler til Lystrup, men politiet oplyser, at det ikke var noget, der krævede deres tilstedeværelse.

Det har endnu ikke været muligt at få oplyst fra Østjyllands Brandvæsen, hvad der var årsagen til de hylende sirener søndag aften.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Udgivet
Kategoriseret som Aarhus