Lystrupvej spærres for gennemkørsel i fem dage

RISSKOV: Fra den 9. juni til den 13. juni bliver det ikke muligt at køre gennem Lystrupvej, hvis man f.eks skal på genbrugsstationen. Vejen lukkes for gennemkørsel på grund af ledningsarbejde i forbindelse med byggeri af nye boliger i området ved Lystrupvej 35.

Spærringen oprettes ved Latyrusvej og Arresøvej, og Aarhus Kommune henviser trafikkanterne til at bruge Viengevej i stedet for.

Vejen spærres fredag den 9. juni omkring kl. 18.00, og det ventes, at der bliver åbnet for normal trafik igen tirsdag den 13. juni kl. 5.00 om morgenen – hvis alt forløber som planlagt.

Normalt kan man bore forsyningsledninger under en vej, men på grund af det omfattende boligbyggeri på vestsiden af Lystrupvej, bliver der brug for en forsyningsledning på en meter i diameter. Derfor bliver det nødvendigt med opgravning af vejen.

For at få det overstået hurtigst muligt har Aarhus Kommune stillet krav om, at der arbejdes i døgndrift.

På hverdagen kører der cirka 15.000 biler i døgnet på strækningen.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Risskov på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.