Kategorier
Lystrup Sport

Lystrup Futsal endelig klar til semifinale om DM

Arkivfoto: DBU

LYSTRUP: Med mere end tre måneders forsinkelse er Lystrup Futsal nu klar til at spille semifinale om DM i futsal. Det sker i Lystrup Idrætscenter søndag den 28. juni kl. 16.30, fremgår det af Dansk Boldspils Unions hjemmeside.

Det er den anden semifinale, og udgangspunktet for Lystrup er godt. Lystrup Futsal vandt nemlig den første semifinale på udebane mod København Futsal med 7-3 – og har altså et forspring på fire mål, inden dommeren den 28. juni fløjter kampen i gang.

Kampen var oprindelig planlagt til at skulle spilles den 15. marts, men på grund af corona-krisen blev den udskudt.

Lystrup Futsal vandt sikkert vestpuljen i futsalligaen – uden at tabe en eneste kamp, og vandt også kvartfinalen, hvor Aalborg Futsal blev besejret.

Det er endnu ikke oplyst hvordan forholdene i forbindelse med kampen i Lystrup Idrætscenter bliver, men det bliver formentlig ikke tale om fri adgang for publikum til kampen på grund af de corona-restriktioner, der stadig gælder for publikums til sportsarrangementer.

(opdateres)

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.