Hovmarken bliver lidt bredere inden sommer

Foto: Østjyllands Politi

LYSTRUP: Inden sommerferien bliver Hovmarken ved udkørslen til Sønderskovvej en smule bredere. Forbedringer for cyklisterne ligger længere ude i fremtiden, og der er slet ingen planer for etablering af et lyskryds.

Det fortæller projektleder ved Drift og Anlæg Per Kjærsgaard. Drift og Anlæg er en del at Trafik og Miljø ved Aarhus Kommune.

“Vi har i t-krydset en udfordring med store lastbiler, der drejer ind af Hovmarken,” fortæller Per Kjærsgaard.

“Der er ikke altid plads til, at de kan dreje ind på Hovmarken. Derfor udvider vi vejen på den side, hvor den gamle brandstation ligger.”

Projektet har været længe under vejs. Det skyldes, at det har trukket ud med at få en aftale om det areal, der skal bruges til vejen, men det er på plads.

Per Kjærsgaard kan ikke sige præcist hvornår arbejdet gennemføres, men lover, at det bliver inden sommerferien.

Hvad det koster at gennemføre udvidelsen af vejen vides ikke.

Han oplyser samtidig, at der er en projekt på tegnebrættet, der skal forbedre forholdene for cyklisterne i t-krydset. Det skal være nemmere at køre over Sønderskovvej til og fra den nuværende cykelsti på Hovmarken.

Per Kjærsgaard ved ikke, hvornår det projekt bliver gennemført.

“Det er et projekt, der står på vores liste over kommende arbejder, men jeg kan ikke sige, præcist hvornår det bliver gennemført,” fortæller han.

Lokalt i Lystrup har det været debatteret, om der burde oprettes en trafikregulering – et lyskryds -på stedet, bl.a. fordi det kan være svært at komme ud på Sønderskovvej fra Houmarken i morgentrafikken, fordi trafikken på Sønderskovvej på det tidspunkt er meget tæt.

“En trafikregulering er ikke på tale på nuværende tidspunkt,” fortæller Per Kjærsgaard.

Der har inden for de seneste uger været to færdselsuheld i t-krydset. Onsdag 6. februar blev en cyklist kørt til skadestuen på Skejby Sygehus efter et sammenstød med en bil, og den 20. februar stødte en bil og en scooter sammen i lyskrydset. Her skete der kun materiel skade.

Læs også:

Cyklist påkørt på Sønderskovvej i Lystrup

22-årig scooterfører flygtede efter færdselsuheld i Lystrup

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk – Lystrup på Facebook her.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.