Arkitema skal renovere ungdomsboliger i Albertslund

Tegning: Arkitema
Tegning: Arkitema

1.063 ungdomsboliger i Albertslund – bebyggelsen Morbærhaven – skal i løbet af de næste år  gennemgå en omfattende renovering og energioptimering. Det aarhusianske arkitektfirma Arkitema skal står for arbejdet.

Firmaet vandt i samarbejde med Ingeniørfirmaet Danakon A/S konkurrencen på det bedste idéforslag, den bedste beboer procesplan og bedste organisationsplan.

Billigere elregning

Arkitekt og partner i Arkitema, Bendt Almvig, fortæller om renoveringen af Morbærhaven:

“Arkitema Architects og Danakon A/S præsenterede en alternativ løsningsmodel, som kunne tilføre Morbærhaven noget helt nyt. Vi ville, som de eneste, skubbe projektet i en mere bæredygtig retning, hvilket vi har gjort gennem vores materialevalg. Det kan i sidste ende give en billigere elregning for beboerne. Derudover ligger der mellem de mange blokke en række fine haverum, som vi gerne ville gøre tilgængelige for beboerne fra deres egne boliger. I vores forslag bliver der derfor direkte udgang fra stueetagen til haverne. Det er de primære grunde til, at Arkitema vandt konkurrencen”.

Alt renoveringsarbejde i Morbærhaven bliver gennemført i beboet byggeri, men med færrest mulige gener for beboerne.

“Vi har lavet en struktur, så vi under renoveringen generer beboerne mindst muligt. Vi sætter skærmvægge op i lejlighederne, og sammenlagt vil vi kun arbejde i hver lejlighed i en halv dag. På den måde bliver beboerne mest beskyttede,” fortæller Bendt Almvig.

Samme udtryk med nye materialer

Morbærhaven er opført tilbage i 1971, hvilket kan ses i det arkitektoniske udtryk, der er meget tidstypisk og enkelt. Det er et udtryk, som Arkitema så vidt muligt ønsker at bevare i renoveringen – samme udtryk, men med nye materialer.

Eksempelvis vil de nuværende facadepartier og tage i Morbærhaven blive udskiftet med mere moderne og bæredygtige materialer. På den måde vil Arkitema i renoveringen sikre æstetiske og tidssvarende boliger og samtidig sikre et højt niveau af langsigtede og mere bæredygtige løsninger.

Derudover vil renoveringen af Morbærhaven bl.a. omfatte nye ventilationssystemer, en forbedring af stiforløbet i området samt solcellepaneler på egnede tagflader.