Kategorier
Uncategorized

Aarhusiansk lysfirma vinder eksportpris

Udenrigshandelsminister Nick Hækkerup overrakte eksportpris til lystrupfirma. Foto: Udenrigsministeriet
Udenrigshandelsminister Nick Hækkerup overrakte eksportpris til lystrupfirma. Foto: Udenrigsministeriet

E3light Group med hovedkvarter i Lystrup har fået tildelt Vitus Eksportprisen, der uddeles af Eksportrådet. Det skyldes, at virksomheden har haft en succes med eksport til USA, hvor det i løbet af ni måneder er lykkedes at sælge 50.000 eksemplarer af produktet Mylight.

Prisen blev overrakt af Handels- og Europaminister Nick Hækkerup ved en ceremoni på VIA University College i Aarhus onsdag den 20. november. E3light udvikler og producerer energieffektive og innovative lyskilder til både den almindelige forbruger og til det professionelle marked, særligt forlystelsesparker og hotel- og restaurationsbranchen.

 

Tænder automatisk dæmpet lys

I USA er det især produktet Mylight, som har fået fat. Mylight er et LED-bånd, som monteres under sengen og aktiveres af en bevægelsessensor, så der automatisk tændes et dæmpet lys i soveværelset, når man svinger benene ud af sengen.

”Vi ved, at halvdelen af alle mennesker over 50 år skal op i løbet af natten. I USA er det over 50 millioner mennesker, som vil få et nemmere og mere sikkert liv med Mylight, og derfor har vi også store forventninger til produktet i USA,” siger Flemming Viktor Andersen, stifter af e3light Group.

Selskabet har etableret en afdeling i New York, som indtil videre har lavet kontrakter på levering af 50.000 Mylights, og virksomheden forventer at lukke aftaler med flere store detailkæder i de kommende måneder.

”Vores mål er at sælge 500.000 Mylights i løbet af 2014,” siger Flemming Viktor Andersen.

Udnytter de globale muligheder
Vitus Eksportprisen uddeles til de mest succesfulde deltagere i Vitus-programmet, der er et program under Eksportrådet, som giver udvalgte virksomheder med eksportpotentiale adgang til værdifuld rådgivning.

”E3light er et godt eksempel på en spirende dansk virksomhed, der med et miljøvenligt og energieffektivt produkt kan begå sig på det internationale marked”, sagde minister Nick Hækkerup, da han overrakte prisen.

“Samtidig udnytter e3light mulighederne på det globale marked ved at producere i Asien, mens det danske hovedkontor tager sig af udvikling, salg, service og marketing.”

E3light har haft stor nytte af at kunne trække på Vitus-rådgivernes erfaring med det amerikanske marked.

”Det at kaste sig ud i et nyt eksportmarked kan først og fremmest være en bekostelig affære uden sikkerhed for et reelt afkast,” siger Flemming Viktor Andersen.

“Vitus giver ikke sikkerhed for succes, men minimerer risikoen for fiasko ved at hjælpe én med de første, vigtige skridt ind på et nyt marked. Vitus har åbnet nogle døre for os og givet os adgang til et netværk af erfarne folk, som vi nødigt ville have været foruden.”

(Omskrevet pressemeddelelse fra e3light)