30-årig fik 40 dage for at gå med en kniv

Foto: Midttrafik

AARHUS: En 30-årig mand blev onsdag formiddag idømt 40 dages fængsel for at gå med en kniv, som han ville forsvare sig med, på et offentligt areal. Oveni skal den 30-årige afsone yderligere 50 dage, fordi han har reststraf fra to tidligere domme.

Retten valgte at løslade manden, der har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af juli, efter dommen. Den afgørelse kærede anklagemyndigheden til Vestre Landsret.

Den 30-årige ankede på stedet hele sin dom til landsretten.

Den dømte blev også betinget udvist i to år. Det betyder, at han kan blive udvist fra Danmark, hvis han inden for de næste to år bliver indblandet i lignende kriminalitet.

Han fortalte i retten, at han havde kniven på sig, fordi han frygtede at blive overfaldet som en del af den bandekrig, der dengang var på sit højeste i Aarhus Vest.

Et vidne anmeldte den 30-årige til politiet den 19. juli, fordi vidnet havde set ham gå ind i en bus på Harald Jensens Plads med en kniv i ærmet.

En patrulje fra politiet fik stoppet bussen. Han havde imidlertid ikke kniven på sig, fordi han havde gemt den mellem sæderne i bussen.

Det var en skærpende omstændighed, at den 30-årige var i besiddelse af kniven som en del af bandekonflikten i Aarhus Vest, og at han erklærede sig parat til at bruge kniven.

Du kan tilmelde dig Aarhusidag.dk på Facebook her.