23-årig overfaldet af tre mænd

politiEn 23-årig ung mand blev natten til søndag overfaldet af tre mænd og fik blandt andet slag i ansigtet. Overfaldet blev først meldt til politiet mandag eftermiddag.

Voldsepisoden fandt sted på Toldbodgade mellem klokken 3.15 og klokken 3.30. Den 23-årige fik først hældt en drink ned i nakken. Derefter fik han flere slag i ansigtet og faldt ned af en trappe.

Han slog sin højre skulder og sit højre knæ.

De tre overfaldsmænd beskrives i politiets døgnrapport som værende mellem 23-25 år og 180 centimeter til 190 centimeter høje.

Den ene var atletisk bygget med kort mørkt hår, og han bar en hvid skjorte med zifzag-mønster.

Den anden var slank og havde lyst halvlangt krøllet hår, mens den sidste udover at være slank også beskrives som havende mellemblondt krøllet hår. Han var desuden iført en lyseblå skjorte.

Politiet efterlyser eventuelle vidner, som kan kontakte tlf. 114 med deres oplysninger.